Lidt om Lilleskovens Børnehus
Vi er et integreret børnehus, bestående af en vuggestuegruppe og 3 børnehavegrupper Vuggestuen hedder Mariehønen, og er bestående af 12 børn og 4 voksne (de voksne i vuggestuen hedder: Caroline, Joanna, Rikke og Sarah) I børnehaven har vi Græshoppestuen og Sommerfuglestuen for de 3-4 årige børn. Så har vi Uglegruppen for de 5-6 årige, en førskolegruppe, der primært holder til i køkkenet og lilleskoven.
Indkøring og opstart:
Ved opstart i vuggestuen anbefaler vi, at den første dag består af et besøg med 1 forælder af ca 1 times varighed. Det er vores erfaring, at barnet hurtigt bliver træt af alle de nye indtryk. De næste dage foregår ligeledes med en forælder til stede, så barnet langsomt vænner sig til de voksne på stuen og de nye omgivelser. Inden den første uge er gået, har vi også øvet, at jeres barn er alene på stuen med personalet og en mindre gruppe børn. Derved lærer de langsomt at tage afsked, og at mor og far kommer og henter igen.
FAQ
Skal vi selv medbringe barnevogn, dyne, pude mm.? “ Nej, i skal ikke selv medbringe barnevogn, da vi har krybber og barnevogne stående til børnene. Vi har også sengetøj, dyner og puder. Og en sovepose til børnene om vinteren, når det bliver rigtig koldt.”
Skal vi selv medbringe bleer? “ Ja, det skal I. Vi har en hylde på badeværelset hvor I kan lægge en pakke bleer, og så må der gerne være 3-4 bleer i deres kasse.”
Mad og drikke i vuggestuen? “ Børnene skal selv have mad og drikke med. En formiddags madpakke, som kan indeholde et lille stykke brød og et kvart til halvt stykke frugt. Til frokost ser vi gerne at madpakken indeholder noget der mætter i børnenes maver, f. eks groft brød. Eftermiddagsmadpakken kan indeholde en bolle, en lille pizzasnegl eller pølsehorn, evt et halvt stykke frugt, og måske en lille snack. Derudover en drikkedunk til barnet, som skal indeholde vand.”
Børnefødselsdag og sukker? “ Vi vil med glæde være med til at fejre dit/jeres barn på deres fødselsdag. I som forældre er mere end velkomne til at deltage, vi vil dog anbefale at I tager jeres barn med hjem bagefter. Der vil blive sunget fødselsdagssang, sendt raketter afsted og være en lille gave til barnet. Barnet er velkommen til at have noget med, som kan deles ud til de andre børn. Dette må dog ikke indeholde sukker, da Svendborg Kommune har en nul sukker politik.”
Hvilket tøj skal mit/vores barn have med? “ I kassen på badeværelset, bør der altid ligge 2-3 sæt skiftetøj, gerne så det passer til årstiden. Skiftetøjet kan være bestående af body, bukser, bluser, strømper osv. Om vinteren, nogle tynde strik vanter (ikke fingerhandsker), en tyk sove trøje og evt et par tykke strik sokker til at sove i.” “I garderoben, skal der være tøj efter årstiden” Vinter, efterår : flyverdragter, vinterstøvler, hue, tyk trøje, vanter (ikke fingervanter), evt et par sutsko. Forår, sommer: termotøj, regntøj, sandaler, gummistøvler, let jakke og sommerhat. NB! Det er altid en god ide at sætte navn på jeres barns ting, så vi og I nemmere kan finde det, hvis det er blevet væk. Vi øver selvhjulpenhed, så børnenes overtøj og sko skal være nemme for dem at tage på og let at finde i deres garderobe. Tjek jævnligt det tøj de har liggende i vuggestuen, da de hurtigt vokser ud af det. Ved 2 års alderen tilbyder vi toilettræning til dem der er interesseret, i den forbindelse opfordrer vi til todelt undertøj”
Smører I børnene ind i solcreme om sommeren? ” Om sommeren skal I selv smøre jeres barn ind i solcreme om morgenen. I skal medbringe en solcreme med navn på, som står i vuggestuen, så smører vi dem ind når vi går ud om eftermiddagen.
Hvornår er et barn for syg til at komme i vuggestue? ” Om barnet er syg, er en individuel vurdering. Hovedreglen er, at barnet skal kunne følge en normal hverdag i vuggestuen, såvel inde som ude. Så barnet skal ikke i vuggestue, hvis dets almene tilstand er så dårligt, at det ikke vil kunne klare en hel dag i vuggestue. Barnet skal heller ikke i vuggestue, hvis det har feber.” “ Af hensyn til smittefare, skal syge børn holdes hjemme, indtil de har haft en hel feberfri dag hjemme.” “ I tilfælde af øjenbetændelse, kan barnet komme i vuggestue, når det er i behandling.” “ Ved diarre og opkast skal barnet blive hjemme, minimum 24 timer efter sidste omgang opkast eller normal afføring.” “Vi informerer via aula, hvis der er smitsomme sygdomme i omløb, så som: skoldkopper, fod, mund og håndsyge mm.”
Har I en søvnpolitik? Som udgangspunkt vækker vi ikke børnene, medmindre de er fyldt ca 2,5 år. Hvis der derefter er længerevarende søvnproblemer derhjemme, kan vi godt lave en aftale om at de vækkes mellem 13:30-14:00.
Aula: Registrer jeres barns fridage og sygedage. På skærmen ved vores indgang kan I registrere ankomst og afhentning og angive afhentningstidspunkt. Hold jer orienteret på aula, der kan være vigtige opslag og beskeder.
Har børnehuset nogle lukkedage i løbet af året? ” Ifølge Dagtilbudsloven holdes lukket (uden mulighed for pasning) Grundlovsdag (5/6) og juleaftensdag (24/12). Derudover har bestyrelsen besluttet, at vi holder lukket følgende dage: Mandag, tirsdag og onsdag før påske. Fredag efter Kristi Himmelfart. Uge 29 og 30 Mellem jul og nytår. Dette gøres for, at vi kan være så mange medarbejdere på arbejde, når der er flest børn resten af året.
Vi håber på alles opbakning til dette. Dog er vi pasningsforpligtet, hvis i ikke selv kan afholde ferie eller har andre muligheder for pasning. Der kan blive tale om, at jeres barn passes i en af Fyrtårnets andre børnehuse. (Rantzausminde og Ørkildborgens børnehus) Henvend jer til kontoret hvis dette er relevant.
Åbningstider
Mandag: 06.30 – 16.30
Tirsdag: 06.30 – 16.30
Onsdag: 06.30 – 16.30
Torsdag: 06.30 – 16.30
Fredag: 06.30 – 16.00